Bygninger skal sikres mod rotter/mus


Fødevarevirksomhedens bygninger skal være sikrede mod skadedyr og holdes rene, så skadedyrene har en begrænset mulighed for at komme ind i virksomheden.

Det betyder:

  • Gulvafløb skal være forsynet med metalriste. En rotte kan løfte omkring 1,2 kilo. Derfor skal ristene være fastgjorte, hvis de vejer mindre end 1,2 kilo.
  • Kloakbrønde og tagbrønde skal have solide dæksler.
  • Tagnedløb skal være sikret med net eller munde ud under terræn.
  • Nedlagte afløb (også fra toiletter) skal afproppes korrekt.
  • Vinduer og døre skal slutte tæt.
  • Vinduerne skal have insektnet, hvis de skal kunne åbnes.
  • Ventilationsåbninger skal være sikret med fintmasket trådnet.
  • Lukning omkring rørgennemføringer med cement eller sten eller fintmasket trådnet.
  • Der må ikke være revner, sprækker eller hulrum i ydermurene.
  • Der skal være den nødvendige ventilation og udluftning for at undgå fugt.
  • Bevoksning langs ydermure skal holdes nede og ½ - 1 m fra muren. Træer og større buske skal så vidt muligt beskæres, så deres grene ikke rager ind over taget eller tagrender.
  • Der bør altid være en port eller et andet skadedyrsfang mellem lokaler, hvor varer modtages, og produktions-, lager- og salgslokaler for at undgå, at skadedyr kommer ind i varemodtagelsen på paller med varer.
  • Døre ud til det fri skal have selvlukkere på.

I en fødevarevirksomhed skal alle lokaler være sikret mod skadedyr.
Hvis der alligevel er kommet skadedyr ind i virksomheden, skal skadedyrene bekæmpes, så det ikke går ud over fødevaresikkerheden. 
 

Egenkontrol


Virksomheden skal i egenkontrolprogrammet beskrive, hvordan den sikrer mod skadedyr.


Egenkontrolprogrammet skal fx beskrive:

 

  • Hvordan bygningerne løbende bliver vedligeholdt, skadedyrssikret og overvåget for spor af skadedyr. Sporene kan være ekskrementer fra skadedyr, rester af døde insekter, bid i fødevarer og emballage eller spor i detektorer.
  • Modtagekontrollen, som skal sikre, at skadedyr ikke kommer ind med råvarerne.
  • Lagerstyring, så varerne eller returvarer ikke står i et hjørne og bliver glemt.
  • Hvordan virksomheden håndterer affald og opbevarer emballage. Områder omkring affaldsbeholdere skal holdes rene, og spild skal fjernes. Også emballageaffald kan tiltrække skadedyr.
  • Korrigerende handlinger og en afvigerapport, hvis uheldet er ude, og der konstateres skadedyr i virksomheden.

 

Forebyggende bekæmpelse af mus og rotter


Til den forebyggende bekæmpelse kan man bruge elektriske fælder, som slår både mus og rotter ihjel med elektriske stød. Fælderne kræver, at man holder øje med dem mindst en gang om ugen, fordi det døde dyr rådner og tiltrækker insekter. Man skal også tilse smækfælder, hvor mus og rotter bliver slået ihjel, mindst én gang om ugen. Fælder, hvor mus og rotter bliver fanget levende, skal tilses dagligt. Det er ikke tilladt at forebygge rotter med kemiske bekæmpelsesmidler i produktions-, lager- eller salgslokaler, heller ikke selv om giften bliver lagt i foderkasser. Det skyldes, at rottegiften er langsomt virkende, så rotterne kan nå at sprede giften, før de dør. Desuden kan det være svært at finde de døde dyr.

Til mus er det kun accepteret at bruge den hurtigvirkende musegift (chloralose) til forebyggelse inden døre. Chloralosen skal være anbragt i fælder, som er konstrueret, så musene ikke kan slippe ud igen. Den store fordel ved de lukkede fældetyper er, at de kan fange flere mus af gangen, og den chloraloseholdige pasta afliver hurtigt musene. Fælderne skal tilses ugentligt.

Man må kun bruge foderdepoter med gift (antikoagulanter eller chloralosebaseret) til mus inden døre i ingeniørgange, kældre, maskinrum, garager og lignende.

Udendørs kan virksomheden forebygge, at strejfende mus og rotter kommer ind ved at sætte aflåste foderdepoter op langs ydermurene. Man må ikke bruge trædegifte i den forebyggende bekæmpelse på fødevarevirksomheder.
 

Egentlig bekæmpelse af mus og rotter


Hvis der – trods forebyggelse – er kommet mus eller rotter ind i virksomheden, skal de bekæmpes. Først må virksomheden få et overblik over omfanget af problemet. Virksomheden bør lukke de skadedyrsan-grebne lokaler eller afdelinger, mens bekæmpelsen og den efterfølgende rengøring står på. Virksomheden skal overveje, om situationen kræver, at hele virksomheden skal lukkes. Bekæmpelsen af mus eller rotter inde i virksomheden skal altid foregå i samarbejde med kommunen (rotter) eller bekæmpelsesfirmaet (rotter og evt. mus). Virksomheden skal altid melde til kommunen, hvis der er konstateret rotter. Rottebekæmpelse er kommunalbestyrelsens ansvar og må kun udføres af autoriserede personer eller personer, der er under en autoriseret persons instruktion og arbejder på dennes ansvar. Kommunen og fødevareregionen skal underrette hinanden, hvis der er meldt rotter på en fødevarevirksomhed, og der er sat ind med rottebekæmpelse.

Som udgangspunkt er det ikke god hygiejnemæssig praksis at bruge kemiske bekæmpelsesmidler i produktions-, lager- eller salgslokaler. I helt særlige tilfælde kan det være nødvendigt at bruge kemiske midler, fx ved massive angreb af gnavere. I alle tilfælde er det virksomhedens ansvar at sikre, at fødevarerne ikke bliver forurenet ved bekæmpelsen. Virksomheden skal også lave en fejlrapport i egenkontrolprogrammet, som beskriver planen for bekæmpelsen, lukning af virksomheden, tømning af lagre, kassation af varer og efterfølgende rengøring.

Hvis gnaverne ikke er væk efter kort tid, må virksomheden, den kommunale rottebekæmpelse eller et bekæmpelsesfirma samarbejde om at bekæmpe skadedyrene på en anden måde, eventuelt i samarbejde med fødevareregionen.
 

Forebyggelse og bekæmpelse af insekter


Insekter er en anden gruppe af skadedyr. Når hygiejnen i en fødevarevirksomhed er i orden, er der ikke spild og rester af fødevarer, hvor insekter kan udvikle sig. Forebyggelsen består også i at gøre sig klart, hvilke skadedyr der bliver tiltrukket af virksomhedens produktion.

Nogle insekter holder sig væk, hvis temperaturen og fugtigheden er lav.

Hvis en virksomhed for eksempel har fødevarer, som tiltrækker møl, er det en god ide at opsætte møldetektorer. Der findes mange forskellige slags detektorer, som kan spore insekter. Detektorer kan være UV-lysfælder, limfælder eller mekaniske fælder, som kan være kombineret med specifikke duftstoffer, men det vigtigste er, at virksomheden lægger en strategi for forebyggelse og bekæmpelse. Detektorer eller fælder må ikke være placeret, så der er risiko for, at de forurener fødevarerne. Virksomheden skal være opmærksom på, at mange skadedyr er plagsomme på bestemte tider af året, og at man skal tilse detektorerne derefter.
 

Bekæmpelse af insekter


Er der trods forebyggelse kommet insekter ind i virksomheden, skal de bekæmpes. Først og fremmest skal man finde årsagen til problemet. Bekæmpelsen afhænger af typen af virksomhed, insekt arter og hvor i virksomheden insekterne er.

Der er mange forskellige slags fælder at vælge imellem, men ingen af dem må påvirke fødevarerne. Nogle insekter forsvinder, når man har kasseret de angrebne varer og gjort en hygiejnisk indsats, fx støvsuget. Andre gange er virksomheden nødt til at sætte fælder. Det kan være nødvendigt at bruge kemiske bekæmpelsesmidler afhængig af forholdene. Det kan være sprøjtemidler, forstøvningsmidler, ædegifte og insektpudder. For kemiske bekæmpelsesmidler skal man altid følge forskriften på etiketten og afstemme brugen efter forholdene. Midlerne skal være godkendt af Miljøstyrelsen. Insekterne kan blive resistente (modstandsdygtige) over for bekæmpelsesmidlerne. Men når en bestemt behandling ikke virker, skyldes det oftest forkert blanding af midler, forkert middel, dårligt udført arbejde eller problemer med rengøringsrutinerne.

Medlem af brancheforeningen for skadedyrsbeæmpere